Copenhagen Marathon 2018

I dag skulle første "etape" af BIG4 tjekkes af på en varm og solrig dag i København. Målet var at komme godt fra start med en marathontid på 2:45-2:50. Det blev bare ikke den ønskestart jeg havde drømt om og der skal nu ikke være meget slinger i valsen til de øvrige 3 etaper, hvis jeg skal have en chance for at vinde.

Dagen startede lige efter planen. Jeg fik en ok nats søvn og stod op kl. 0600, hvor jeg indtog mine sædvanlige tre stk. hvidt toastbrød med syltetøj, samt 1 stk. banan. Morgen forløb stille og roligt. Josefine kørte mig til stationen, hvor jeg tog toget til København.

Jeg ankom til stævnepladsen på Islands Brygge ca. 1 time før start. Her mødte jeg en kollega og vi fik småsludret lidt om forventningerne til dagen. Jeg fik indtaget det sidste salt og energi og alt forløb planmæssigt og jeg var helt klar da startsignalet kom kl. 0930.

De første kilometer følte jeg, at jeg løb virkelig langsomt, men holdt bevist tempoet nede. alt gik planmæssigt, tøjet sad godt, maven var perfekt og benene virkede gode. Jeg løb bevidst få sekunder langsommere end den planlagte sluttid for at komme godt for start og for at tage hensyn til varmen, så kan jeg altid sætte farten op senere.

ved 12 km stod Josefine og heppede og alt kørte bare perfekt. Jeg havde massere af overskud og planlagde at holde farten til efter halvvejs, hvor jeg så evt. kunne begynde at øge farten, hvis alt stadig gik godt.

forbi jose 2

32349512_10214957785151102_338664351747538944_n

Ved 18 km. fik jeg de første træthedstegn i lårmusklen på venstre ben, ikke noget voldsomt, men dog nok til at jeg var opmærksom på det og måske satte farten et par sekunder pr. km ned.

ved 22 km stod Michael, som min bror havde sendt ud for at heppe på mig, mens han selv fulgte løbet fra sin tlf. i toget på vej hjem fra nattevagt :-)

Få km efter begyndte det at gå skævt. pludselig fik jeg ondt i venstre side lige ved nederste ribben. Det var ikke så slemt på dette tidspunkt, så håbede det ville gå i sig selv. Jeg satte for en sikkerheds skyld farten ned med ca. 20 sekunder og først lod det til at hjælpe, men så ramte det som lyn og torden og jeg kunne kun med nød og næppe løbe med pace 6 min/km.

Smerten er ikke bare som alm. sidestik, men føltes som om den øverste mavemuskel bliver helt spændt, som en slags krampe, selvom smerten er inde bag ved den. Nu var der bare meget langt til mål.

hver gang jeg troede det blev bedre så kom det igen og nu i begge sider. Jeg måtte ned og gå flere gange.

Til sidst kunne jeg ikke andet end at gå og var endda ved at måtte stoppe helt op. Det gjorde så afsindigt ondt.

Lige så slemt var det at se alle forhåbninger om en god tid smuldre væk km for km. Det eneste jeg kunne gøre var at forsøge at mindske tidstabet og i det mindste komme igennem løbet.

Det var dog et lyspunkt at opleve, hvordan publikum og andre deltagere forsøgte at få mig i gang igen. Der er massere af sportsånd under sådan et løb.

Det lykkes mig efter flere kilometers gang, at komme op i løb til sidste km, dog stadig med sidestik, eller hvad det nu var. og da mål var i sigte fik i bedste Quasimodo stil spurtet i mål.

untitled10

untitled11

untitled12

32679012_10214957782351032_7441989580099682304_n

mod mål

med over 2 timer om sidste halvdel, så blev sluttiden 3:28:47

En virkelig dårlig start for mit BIG4 og for min selvtillid til de kommende stævner.

Alligevel var det på en eller anden måde en god dag, vejret var godt og i mål stod Josefine klar, hun havde været nærvøs da jeg pludselig ikke dukkede op til mellemtiderne og hun blev lige så ærgerlig som mig, da hun så hvad det var. (præcis det samme som skete til 1/2 Ironman i Helsingør i sommers 2017).

Nu er resten af dagen mors dag og så står den på restitution, så jeg kan blive klar til den 17/6 hvor der er EM i 1/2 Ironman i Helsingør og så skal jeg have fundet ud af hvad der sker med den krampe/sidestik.